Elcyklen er fremtiden inden for miljøvenlig bytransport

Selvom cykler traditionelt er et transportmiddel som altid har været meget populært i Danmark og også har været meget forbundet med danskerne, så er elcykler et ganske nyt koncept i vores lille land imod nord. En elcykel er egentlig ikke så forskellig fra de cykler, som vi betragter som værende normale (læs mere på Elcykel-test.dk).

 

Design og teknik er det samme, blot kan disse cykler prale af en eldreven motor. Det vil sige, at man sætter et batteri i cyklen. Hermed får man hjælp til at træde i pedalerne og skabe fremdrift. Denne løsning betyder, at man både kan cykle hurtigere og blive mindre fysisk presset når man bruger en elcykel.

Elcyklerne er i de seneste år blevet mere og mere tydelige på cykelstierne i de store danske byer. Hvis du ikke selv er ejer af en elcykel, så har du nok oplevet at blive overhalet op af en bakke af en cyklist på en af disse modeller. Dog lægger man måske ikke mærke til dem, medmindre man kigger godt efter. Et af de virkelig fede træk ved disse cykler er nemlig, at de ligner de fleste andre cykler til forveksling – blot kan de lidt mere.

Elcyklen er ideel for byboeren

Der er to primære grunde til, at elcyklerne inden for de seneste år har vundet så stor popularitet særligt i byområderne. Den første grund handler om det rent praktiske aspekt. Når man bor i byen er man nemlig ofte generet af, at det er næsten umuligt at eje en bil.

Bor man i lejlighed i for eksempel København eller Aarhus ved man godt, at parkeringspladserne er sparsomme, trafikken er frygtelig og benzinpriserne er høje. Alligevel kan det være problematisk kun at eje en cykel, for har man langt til arbejde, skal man fragte nogle tunge ting eller bevæger man sig bare meget, så er denne form for transportmiddel hurtigt utilstrækkelig. Det er nemlig de færreste, der har lyst til at møde op på arbejdet svedig og udmattet eller fragte tunge indkøbsposer flere kilometer på deres bagagebærer.

Den anden grund til elcyklernes popularitet findes hos det ældre segment af byboerne. For dem udgør elcyklen nemlig en kæmpe frihed, og den åbner dermed en helt ny verden af muligheder for bevægelse og oplevelser. Mange ældre døjer med problemer med fysikken.

Bor man i forstæderne er dette sjældent et problem. Her kan de enten bruge en bil, eller også er behovet for at flytte sig langt mindre. I byerne er omstændighederne anderledes, og mange lidt ældre nyder her rigtig godt af den støtte og komfort, som en elcykel leverer.

Elcyklens fordele opvejer dens ulemper

Selvfølgelig er der ikke kun gode ting ved en elcykel. Nogle af ulemperne er rimelig umiddelbare, og er da også grundene til, at denne form for cykel ikke helt har overtaget cykeltransportens marked. For det første er elcykler betydeligt dyrere end normale cykler – hvilket giver god mening i forhold til den teknologi, der ligger bag. For det andet skal man huske at oplade batteriet regelmæssigt, så cyklen hele tiden kan præstere som den skal.

For mange byboere bliver disse ulemper dog langt hen af vejen opvejet af fordelene. For eksempel er det engangsbeløb man skal betale for en elcykel ingenting i forhold til de udgifter man vil opleve i forbindelse med at eje en bil i centrum af en stor by.

Batteriet kan let tages under armen og oplades, og gør man det til en rutine vil det derfor ikke udgøre noget større problem. Samtidig vil man som ejer af en elcykel opleve at de praktiske og transportmæssige aspekter af ens hverdag bliver betydeligt lettere.